Fødselsberetning#1 Førstegangsfødende

 

På Jordemoderskabet kan du dele din fødselsberetning. Du vælger selv, om du vil være anonym eller kaldes ved fornavn. Du behøver ikke at være forfatter eller blogger – at du har lyst til at dele din oplevelse er nok. Her er plads til alle typer forløb og fødsler. Vejen til livet er mangfoldigt

FØRSTEGANGSFØDENDE OM SIN FØDSEL:

Jeg er en 23-årig førstegangsfødende, der gik til 41+3. Jeg vidste godt, at 41+4 var dagen, hvor jeg skulle gennemscannes og sættes igang. Derfor strejfede det mig ikke engang, at de plukkeveer jeg vågnede med klokken 5 ville udvikle sig til fødselsveer henover dagen, for jeg var vågnet med disse mange uger – uden at det blev til noget.

Omkring klokken 12

Efter adskillige bade fik en telefonsamtale med mor mig til at indse, at plukkeveer ikke gør så ondt, og at det i stedet var begyndende RIGTIGE veer. Jeg ringede til fødegangen for at fortælle, at jeg havde veer og jeg gerne ville blive hjemme, indtil jeg ikke kunne holde dem ud mere. Det blev jeg også opfordret til – og at tage flere bade og bruge varmepuder.

Klokken 17

Nu syntes hverken min kæreste eller jeg, at det var rart at være hjemme længere. Vi blev inviteret ind på fødegangen, efter jeg havde taget endnu et bad.

Klokken 18  (efter hvad der føltes som verdens længste taxatur)

Ankomst til sygehuset. Vi blev indlagt til fødsel: jeg var på daværende tidspunkt 4 cm åben og var derfor i aktiv fødsel. Jeg fik et klyx – hvilken oplevelse…! Når jeg havde veer, gik jeg helt ind i mig selv og forsøgte at udholde smerten ved brug af min vejrtrækning. Veerne varede nu 1 minut og kom med 4-5 minutters mellemrum.

klokken 19.30

Veerne var tiltagende og jeg kom i badekar som smertelindring. Det var dejligt at komme i det varme vand. Dog var udsugningen elendig på det lille badeværelse og jeg var oppe igen efter 40-45 minutter – selvom jeg havde kunne have ligget der i timevis

klokken 20.30

Jeg blev undersøgt igen. Jeg var nu 5-6 cm åben. Veerne var nu endnu mere tiltagende og med kortere interval – cirka 3 veer på 10 minutter. Jeg blev tilbudt akupunktur, som jeg takkede nej til. Jeg fik i stedet varmepumper på lænden og foran, for puha det nev til!

klokken 21.50

Nu syntes jeg ikke, veerne var særlig sjove mere, fordi det gjorde så ondt over lænden. Jordemoderen tilbød mig TENS på lænden, og det var det helt rigtige for mig, da jeg blev distraheret fra den lede smerte i lænden. Jeg blev ydermere lovet lattergas, når jeg var 6-7 cm åben, og vi havde aftalt næste status 22.30. Disse 40 minutter var de længste i hele verden, for jeg ønskede bedre smertelindring.

Klokken 22.30

Ny status og jeg var 6-7 cm åben, fedt! Jeg fik min lattergas og jeg fik TENS af  og herfra var det lidt en fest, for jeg var halvfuld!  I min lattergas-rus opdagede jeg ikke, at jordemoderen lyttede lav hjertelyd og at jeg fik CTG-overvågning på kl. 23:10. Jeg lå egentlig bare og ”nød” rusen og at jeg kunne skrige i masken under hver ve. Da der var vagtskifte

klokken 23:45

fik jeg CTG’en af igen pga. fin hjertelydskurve. Her havde jeg også 5 veer på 10 min., dvs. at jeg havde fine veer selv.

Klokken 00:30

blev jeg undersøgt igen, og jeg var 9,5 cm åben og havde endnu ikke haft vandafgang. Jeg var begyndt at have tidlig pressetrang, og derfor besluttede vi, at jordemoderen skulle tage vandet for at lette pressetrangen.

Klokken 00:40

tog hun vandet, som var grønt, og derfor skulle jeg igen have overvågning på, og nu med en intern registrering på barnets hoved. Han havde dårlig hjertelyd og derfor blev der taget en blodprøve fra hans hoved, som var normal. Her slap lattegassen også op, og jeg havde nu kun min vejrtrækning at gøre godt med under veerne.

Klokken 01:40

blev jeg undersøgt igen og jeg var helt åben. Nu ventede nedtrængning af hans hoved, og det var en sej kamp. Jeg var oppe at stå, ligge på den ene og den anden side og oppe på alle 4. Dog lykkedes det, og jeg fik lov til at presse med på veerne omkring kl. 02.

Klokken 02:05

konfereredes afdelingsjordemoderen og fødselslægen, fordi jeg har for mange veer på for kort tid og har haft det i 25 min., dog sås dette an, da det var mine egne veer (altså ikke stimuleret af ve-drop). Jeg kan ikke meget huske herfra ud over, at jeg synes, at jeg havde ret mange veer og meget lidt pause. Dog kan jeg huske, at jordemoderen nussede mig på benet og heppede på mig, og at min kæreste samtidig gav mig saftevand HURTIGT i mine korte pauser.

Klokken 02:45

bliver jeg midt i ve-helvedet og smerten bedt om at rejse mig og tisse, hvilken frækhed tænkte jeg… Hun blev bedt om at tømme min blære med kateter i stedet, hvilket hun gjorde uden at spørge mere, haha ups.

Klokken 02:55

bliver afdelingsjordemoderen og fødselslægen igen kaldt, fordi jeg har presset i en time, og at hovedet stadig kun kan skimtes. Jeg var helt færdig og følte mig helt blå i hovedet af det presseri. Hjertelyden var også begyndt at falde og han var presset over de mange veer. Der bliver hurtig taget en beslutning om, at han skal tages med cup, og vi bliver informeret om det sammen med at vi går til hyperakut kejsersnit, hvis det ikke lykkedes. Min eneste tanke var her: få de her veer til at gå over! Der skete en masse ting meget hurtigt nu, for ud over jordemoderen, afdelingsjordemoderen og fødselslægen, så blev der også kaldt en SOSU og en børnelæge. Kan huske min kærestes blik, da det farede ind med mennesker: han så helt skræmt og bange ud, han kunne jo godt fornemme alvoren. Dermed ikke sagt, at jeg ikke også vidste, at det var alvorligt; jeg havde bare lige andre ting at kæmpe med også.

Klokken 02:59

påsætter lægen cuppen og trækker første gang kl. 03:00, anden træk kl. 03:02 og kl. 03:03 bliver han så født og skriger med det samme, og kommer derfor op på min mave og børnelægen smutter igen. Hvilken forløsning og lettelse det var at få ham op på maven og ikke mindst at veerne stoppede. Jeg var som forvandlet til et andet menneske fyldt med kræfter og overskud.


Stort tillykke og megasejt kæmpet – og tusind tak, fordi du deler din fødsel!

Har du fået lyst til at dele din fødselsberetning, så husk, at du kan sende den til kontakt@jordemoderskabet.dk – du kan være anonym, hvis du vil 🙂