10 tips til en god vandfødsel

Hjemmefødsel med fødekar

Vandfødsel er et emne, som de fleste stifter bekendtskab med i forbindelse med fødselsforberedelse. Vand er en fremragende smertelindring – og det er der flere grunde til; Varmen afslapper og afspænder de store muskler i ryg, bækken og lår. Desuden virker varme smertelindrende og giver i badekar en ligelig fordelt smertelindring over hele kroppen på samme tid. Hertil kommer at vandet i sig selv gør dig vægtløs og dermed fremmer bevægelse og forskellige stillinger i badekarret. Mange gravide er interesseret i at komme i badekar under fødslen – og måske endda føde i badekarret.

Men hvordan foregår en vandfødsel eller smertelindring i vand? Her kommer 10 konkrete tips:
1. Den rigtige temperatur i vandet

Vandet skal være 36-38 grader. Uanset om du bruger badekarret som midlertidig smertelindring eller vil føde i vandet, er det væsentligt, at vandet har den rette temperatur. Hvis vandet er for koldt, får du ikke den optimale, smertelindrende effekt. Er vandet derimod for varmt, kan du blive utilpas og barnets puls vil stige, akkurat ligesom hvis du havde feber. Når vandet er dejligt tilpas og du kommer i, så husk at sørge for at få frisk, varmt vand i løbende, så du ikke pludselig fryser.

2. Den rigtige temperatur over vandet

Det er meget forskelligt, hvor meget af kroppen, man gerne vil have under vand – og det kan også skifte lidt i løbet af fødslen. Du kommer nemt til at fryse, hvis for eksempel skuldre og brystparti stikker op over vandet. Din partner kan sørge for at have en ekstra stofble eller et lille håndklæde, som kan dyppes i det varme vand og derefter lægges over dine skuldre. Når varmen aftager, dypper han/hun blot stoffet i vandet igen – og vupti! er det klar til en omgang til! Skulle du få det for varmt af ve-arbejdet, kan en kold klud på panden/i nakken desuden virkelig anbefales.

3. Brug forskellige stillinger

Mange fødekar er udformet, så de giver mulighed for at være i vandet på forskellige måder. Har du brug for afslapning, er den klassiske tilbagelænede ryg-stilling selvfølgelig oplagt. Skal barnet til at finde vej ned gennem bækkenet, er det derimod oplagt at være i knæ/albue-leje, knælende eller hugsiddende. Det kan være dejligt at have et par ekstra håndklæder i vandet, som du kan bruge som underlag til knæ/arme, hvis badekarrets bund er hård.

4. Kombinér smertelindringen

Vand kan kombineres med meget andet. Din partner kan med fordel trykke på det afslappende akupressurpunkt imellem dine øjenbryn eller give dig tryk eller pres henover lænden. Visse akupunkturpunkter kan også bruges i vand. Nogle har desuden god gavn af både steriltvandspapler (bistik) og chiliplastre selvom de er i vand – andre synes, at vandet får det til at svie, så prøv dig nænsomt frem.

5. Hav tillid til processen

De fleste fødende synes næsten øjeblikkeligt godt om vandet, når de kommer i badekar. Men indstil dig alligevel på, at ve-arbejdet oftest føles anderledes efter du er kommet i badekar. Det skyldes, at du kommer til at ligge/sidde på en anden måde, når du kommer i vandet. Uanset om du er i vand eller på land, er det en god tommelfinger-regel at give det 3 veer, til at vænne sig til en ny stilling. Hav tillid til, at du bare lige skal have tid – og nok skal finde dig til rette.

6. Mærk med

Uanset om du føder dit første eller femte barn, kan pressefasen godt være overvældende. For nogle kvinder går pressefasen stærkt – for andre giver hver ve et lille nøk i den rigtige retning. Hvad end situationen er for dig, så husk, at du ikke nødvendigvis behøver jordemoderen til at fortælle dig, om dit barn kommer tættere på. Du kan jo også mærke med selv. Efterhånden som barnet nærmer sig, vil du nemt kunne mærke toppen af hovedet i din skede.  Mange kvinder finder dette grænseoverskridende til at starte med, men på samme tid med at hovedet kommer længere frem og ud, mærker de fleste en enorm styrke og bekræftelse ved at kunne følge med selv. Det kan også give dig en stor følelse af kontrol, fordi du selv kan følge med i , hvad der virker, når du presser.

7. Jordemoderen guider dig

Det er forskelligt, hvor meget jordemoderen guider med sine hænder og ord. Spørg eventuelt din jordemoder, hvad hun plejer at gøre, når det er en vandfødsel. Pressefasen er hårdt arbejde, men vær opmærksom på, om du kan høre jordemoderen, da hun som minimum kommer til at guide dig verbalt. På et tidspunkt vil hun bede dig om at gispe  det vil sige, at puste luft ud af munden, som om du puster en lang, lang række af stearinlys ud ét ad gangen. Jordemoderen vil bede dig om at gispe, når du er meget tæt på at have født hovedet. Det gøres for at hovedet fødes langsomt og skånsomt for at forebygge bristninger i mellemkødet.

8. Den blide overgang

Når hovedet bliver født, føder du oftest resten af barnet i samme eller næste ve. Husk at barnet ikke trækker vejret, indtil det møder luft for første gang. Indtil da bruger han/hun sin moderkage til at “trække vejret” for sig – præcis som inde i livmoderen. Du skal derfor ikke være bange for, at barnet ikke kan få vejret, mens det er under vand, for det tager moderkagen sig stadig af. Har du overskud i øjeblikket, kan det faktisk være ret fantastisk lige at vente et øjeblik og tage dit barn i åsyn, før du løfter barnet op af vandet og op til dig. Her vil du og din partner kunne få en fornemmelse af hvordan jeres barn har ligget i livmoderhulen, omgivet af fostervand. Mange omtaler vandfødsler som en blid overgang ud i livet. Det er bestemt også er min oplevelse som jordemoder. Børn født i vand er ofte meget rolige efter fødslen, skriger ikke nødvendigvis med det samme, men ligger i stedet og kigger. Af samme grund kan børn født i vand være lidt længere tid om at blive helt lyserøde.

9. Hold varmen

Når barnet er blevet født, er det vigtigt at være opmærksom på, at den lille ny ikke bliver kold. Vi kan nok alle sammen genkalde sig den skrappe kulde, når vi kommer ud af et brusebad og har glemt håndklæde. Det er samme temperaturændring den nyfødte oplever, når den kommer fra det kropsvarme fostervand og ud i en stuetemperet luft. For at holde varmen, kan barnet enten svøbes i et håndklæde eller pøses med det varme vand fra badekarret. Det kan desuden være dejligt for dig som fødende, at have et stort håndklæde ved hånden, når du skal op af badekarret. Skal du føde på et hospital kan du eventuelt pakke et i fødetasken – flere hospitaler i hovedstaden har kun små badehåndklæder til rådighed.

10. Bagefter

De fleste jordemødre anbefaler, at du kommer op af badekarret, og føder moderkagen “på land”. Moderkagen fødes i gennemsnit 5-20 minutter efter barnet. Der ses ofte lidt blødning som tegn på at moderkagen løsner sig og at det er tid til at komme op. Du kan klippe navlesnoren, hvis den er kort eller hvis du føler dig usikker på at skulle op af badekarret med barnet i armene. Du kan også vælge at vente til efter moderkagen er født. Når du er kommet op af badekarret, fødes moderkagen. Jordemoderen ser efter om du skal sys og syr ved behov. Sørg for at få taget nogle stemningsbilleder – spørg eventuelt personalet om de har mulighed for at knipse et par stykker af jer alle 3 ved lejlighed. Overvej hvornår I skal dele nyheden med venner og familie – vent gerne en time eller to, så I er tilstede både fysisk og mentalt. Husk: at øjeblikke som disse ikke kommer igen.

———

Det er muligt at føde i vand både på hospitalet eller hjemme. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte mig for et godt råd eller vejledning.

———

GOD FØDSEL !

———

Eline Alsløw Anthis – jordemoder 

kontakt@jordemoderskabet.dk

+45 30 25 20 77